22.10.2026 ∘ Carlsberg Museum & Business Centre

23.10.2025 ∘ 10.00 – 16.00 
Carlsberg Museum & Business Centre

OM

Det Børnekulturelle Arbejdsrum 2026 – Kunst og kultur i fritidspædagogikken

Det Børnekulturelle Arbejdsrum er et årligt arrangement, der bringer beslutningstagere fra både børne- og ungesektoren og kunst- og kulturverdenen sammen i et aktivt arbejdsrum. Formålet er at skabe et arbejdende rum, hvor vi bevæger os videre fra de gode intentioner til konkrete aftaler og handlinger, der forankrer kunst og kultur ude i børnenes hverdag.

Dagen består af faglige indspark fra aktuelle relevante stemmer fra børnekulturfeltet og konkrete tematiske arbejdsrum. 
Her dykker vi ned i, hvordan vi sammen kan imødegå de udfordringer, der knytter sig til arbejdet med kunst og kultur ind i børne- og ungesektoren.

Det Børnekulturelle Arbejdsrum blev afholdt for første gang i 2024, hvor temaet var kunst og kultur i dagtilbud. Se mere fra dagen her.

I 2025 var det kunst og kultur i  grundskolen, der var dagens omdrejningspunkt. Det kan du læse mere om her.   

I år retter vi fokus på kunst og kultur i fritidspædagogikken og samler igen aktører fra forskellige fagområder for at sikre, at de udfordringer vi står overfor, løses tværfagligt.

Det Børnekulturelle Arbejdsrum er skabt af Institut for Børnekultur.

Vi glæder os til at byde dig velkommen til en dag, der står i handlingens tegn!

Referencegruppe

Det Børnekulturelle Arbejdsrum bliver løbende rådgivet og kvalificeret af vores referencegruppe, der inkluderer:

Aisha er kunstnerisk leder af Unikke Stemmer, der arbejder med fællesskabsopbyggende kunstneriske processer, hvor børn og unge formidler deres egne historier gennem sang og musik. Hun har omfattende erfaring med børn og unge i alle aldre – fra daginstitutioner og grundskoler til gymnasier og talentlinjer. Derudover underviser Aisha på Rytmisk Musikkonservatorium og Danmarks institut for Pædagogik og Uddannelse, hvor hun arbejder i krydsfeltet mellem kunstneriske og musikpædagogiske praksisser samt transformativ pædagogik med fokus på æstetiske processer og samskabelse.

Aisha er desuden forskningsassistent på projektet “Ungdomspædagogisk Transformativt Arbejde (UTA)” ved DPU, Aarhus Universitet, som undersøger, hvordan fællesskabende og æstetiske praksisser kan bidrage til at overskride etnisk andetgørelse og diskrimination i ungdoms- og fritidspædagogiske sammenhænge.

Esben Danielsen er direktør for Kulturens Analyseinstitut, der skaber og formidler viden om kulturbranchens forhold og kulturens betydning for borgere og samfund. Han er forhenværende fagdirektør i Kultur- og Fritidsforvaltningen i Københavns Kommune, tidligere direktør for Lokale og Anlægsfonden og har også arbejdet som talsmand og udviklingschef for Roskilde Festival.

Kulturens Analyseinstitut er et uafhængigt institut, som understøtter mere viden om kulturbranchens forhold og kulturens betydning for borgere og samfund. Kulturens Analyseinstitut eksisterer for at skabe overblik over og indsigt på kunst og kulturområdet “på scenen, foran scenen og bag scenen”, herunder for kunstnere, organisationer, institutioner og øvrige ansatte på kunst- og kulturområdet. Kulturens Analyseinstitut skal via analyser og formidling fremme og facilitere en dialog mellem kulturområdets aktører.

Katrine er daglig leder af Ungehuset Lucerna i Holbæk, hvor hun står i spidsen for udviklingen og driften af et ungekulturhus, der drives af kommunens unge og er for alle. Hun blev leder som 21‑årig efter at have engageret sig i etableringen af Lucerna, som åbnede i december 2021, og hun har siden haft ansvaret for husets aktiviteter, udviklingsprojekter og fællesskaber.

Ungehuset Lucerna er et unikt koncept skabt i tæt samarbejde med SJF Bank. Huset drives af en håndfuld unge ansatte samt en ung, frivillig styregruppe.

Leah er medlem af Danske Skoleelevers hovedbestyrelse, hvor hun repræsenterer Midtjylland. Hun deltager i det nationale elevpolitiske arbejde og i bestyrelsen er hun med til at udvikle DSE’s indsatser og prioriteter for grundskoleeleverne.

Danske Skoleelever (DSE) er en partipolitisk uafhængig interesseorganisation af og for skoleelever i Danmark. Organisationens formål er at sikre alle skoleelever et godt skoleliv. DSE varetager elevernes interesser over for politikere, presse og interessenter på skoleområdet.

Poul har mere end tyve års erfaring inden for kultur- og fritidsområdet. Siden januar 2023 har han været Centerchef for Fritid og Kultur i Høje-Taastrup Kommune. Her er fokus på at skabe de bedst mulige rammer for børn og unges kultur- og fritidsliv gennem tværgående samarbejde og nytænkning.

Poul er desuden formand for Kultur- og Fritidsnetværket i Børne- og Kulturchefforeningen, der er en faglig og kollegial forening for kommunale chefer inden for kultur- og fritid, dagtilbud, uddannelse samt børne- og familieområdet.

Signe står for den politiske interessevaretagelse i FOLA og samarbejde med organisationer omkring det gode børneliv. Hun afvikler kurser om det gode forældresamarbejde samt uddannelse af forældrebestyrelser i deres rettigheder, og i hvordan de laver de bedste principper for deres pasningstilbud. Hun er også Formand for Københavns Forældreorganisation.

FOLA er interesseorganisation for forældre til børn i pasningstilbud. Det vil sige børn i dagpleje, vuggestue, børnehave, integrerede institutioner, SFO’er, fritidshjem og klubber. De arbejder for at forbedre vilkårene i de danske pasningstilbud, blandt andet ved at styrke samarbejdet mellem forældre og personale.

Thit er projektleder og udviklingskonsulent i Ungdomsringen, hvor hun arbejder med nationale udviklingsprojekter og kompetenceudvikling inden for det fritids- og ungdomspædagogiske område. Tidligere har Thit bl.a. været faglig udviklingskonsulent i DRC-Dansk Flygtningehjælp, pædagogisk leder i Aarhus Kommune, og hun har en kandidat i pædagogisk antropologi fra Aarhus Universitet.

Ungdomsringen er en landsdækkende forening og paraplyorganisation for fritids- og ungdomsklubber samt ungdomsskoler i Danmark. Organisationen blev grundlagt i 1942 og arbejder for at styrke børn og unges fritidsliv gennem aktiviteter, kompetenceudvikling og politisk interessevaretagelse.

Spørgsmål? 
Se vores FAQ